Flere personer i waders med udsigt til hav og skov

Danmark planter Ålegræs

Naturpark Svanegrund var med, da Danmark planter Ålegræs blev afholdt søndag d. 14. juni af Tænketanken Hav.

Danmark planter ålegræs er en årlig national dag, hvor alle kan bidrage ved at hjælpe med at udplante ålegræs på forskellige lokationer i hele Danmark.

Ved arrangementet i Hou tilbød Fie Schmidt, der er naturvejleder i Naturpark Svanegrund, aktiviteter for børn og voksne, som fik mulighed for at trække i waders og fiske efter krabber, rejer og andet god hav-små-liv i det lavvandede område på vestsiden af Hou Havn.

Imens var de fremmødte travlt beskæftiget med at binde de spæde ålegræsplanter på søm, inden de skulle plantes ud af de tre dykkere fra Tænketanken Hav.

Målet var at der skulle udsættes 125 planter, men de mange flittige hænder fik gjort omkring 400 små ålegræsskud klar.

Fakta om Danmark planter Ålegræs

  • Drives af Tænketanken Hav i samarbejde med Syddansk Universitet og med støtte fra Nordea-fonden.
  • Foregik i år ved 28 lokaliteter over hele landet.
  • Dagen byder på aktiviteter for børn og familier, der gør det sjovt at lære om
    havet og gøre en forskel for havmiljøet.
  • Danmark Planter Ålegræs er et Citizen Science-projekt, hvor over 60 frivillige
    teamledere uddannes til at plante og overvåge ålegræs. Data indsamles til SDU’s vurdering af fremtidige storskalaudplantninger.

 

Læs mere om Danmark planter Ålegræs