Sulten Odder

På en tur til stranden ved Hou, spottede sommerhusejer Ejvind Klint denne sultne odder, som sad på en sten og gnaskede i en edderfugl. Hvilken natur-oplevelse, tak til Ejvind for det fine billede. Vi er meget begejstrede, når i vil dele jeres naturoplevelser med os.

Lidt fakta om odderen
Odderen lever i vandet og er et af de største rov-pattedyr, vi har i Danmark. Desværre er der ikke så mange individer tilbage, de er faktisk et af de mest truede pattedyr, vi har herhjemme, og er af den grund fredet. Odderens ynglingsføde er fisk, fisk og mere fisk. Ikke nogen bestemt art, den spiser det, den kan fange og det, der er i det område, hvor den har slået sig ned. Den spiser også frøer, fugle og krebs. Det er ikke en kræsen lille fætter, for den sætter også gerne tænderne i hvirvelløse dyr såsom vandkalve.

Fakta om edderfuglen
Vingefang: 80-108 cm. Længde: 58 cm. Vægt: 1200-2800 gram
Føde: Edderfuglen ynglingsføde er blåmuslinger, men den spiser også andre muslinger og snegle. Deres føde består også af bl.a. fisk, søstjerner og krebsdyr. De tager gerne deres føde i de mere lavvandede havområder, men de er i stand til at dykke ned på over 20 meters dybde.